Livet i tanggården gennem 300 år

Tanggården skoven blev bygget i ca. år 1740 i en tid med stor mangel på byggematerialer. Beboerne på Læsø sydede salt fra vikingetiden og frem til ca. 1650, og fældede al skov for at skaffe brænde. Den nøgne ø, oplevede herefter en voldsom sandflugt, som lagde store dele af Læsø øde omkring år 1700. I området omkring Tanggården Skoven måtte folk forlade deres gårde og flygte, sandet lagde sig op til under vinduer.
Landbruget havde umulige vilkår, der var ingen havn og dermed ikke adgang til byggematerialer udefra.
Men midt i 1700 tallet var der småt begyndt at vokse marehalm i Østerby og nogle af de fattigste bønder valgte at flytte tilbage. De tog sig et stykke jord, byggede sig et lille hus på 3-4 fag og prøvede lykken. Vi kalder dem “nybyggerne i Østerby”, for de startede bogstaveligt talt på bar mark, og fik først i 1782 formelt tilladelse til at få er stykke jord, hvis de inden for højst et år byggede sig et hus. Ellers måtte de aflevere igen.

Næsten alle mændene på Læsø tog på havet for at få en indtægt. De fleste sejlede langfart – bl.a. til Amerika, mens de efterlod kvinderne hjemme med ansvaret for landbrug, håndværk og driften af gården og omsorg for familien. Der udvikledes et matriakat, hvor kvinderne overtog driften af øen, og var yderst aktive i husbyggeriet også. Når mændene endelig var hjemme beskæftigede de sig stort set kun med strandingerne, at redde strandede skibe så de kunne få en betaling herfor, sælge strandingsgods.

Der strandede i periode 1700 – 1880 over flere hundrede store skibe. Tømmeret herfra var nødvendigt i husbyggeriet, og der genfindes master, årer, bjælker mv. i byggeriet af tanghusene i Østerby.

Tanghusene er bindingsværkshuse bygget af strandingstømmer og felterne /tavl af ler fra Læsøs undergrund klinet fast på håndskårne pinde omviklet med ålegræs. Omkring år 1550 begyndte man at lave tage af ålegræs, som flød i land og blev bjærget og tørret. Taget blev lavet af ålegræs, som blev viklet til “vaskere”, dvs. en stor favnfuld tang, som bliver vredet hårdt og hvor man trækker en hale af ålegræs ud, tykt som en arm og stærk nok til at trække en bil. Halen af tang anvendes som et “reb” til at binde vaskerne fast til de 3 underste lægter på tagkonstruktionen.

Livet i tanggården gennem 300 år kan man læse mere om HER.
Hvordan Johanne Marie som 72 årig i 1822 tænkte at hun hellere måtte gifte sig for at sikre pasning på sine ældre dage – og giftede sig med Svend Mortensen på 25 år – der sikkert tænkte at her gjorde han et godt og klogt parti. Det kan man kalde et fornuftsægteskab.
Johanne blev 86 – og da hun døde arvede Svend gården, men blev aldrig gift igen.