Livet i tanggården – gennem 300 år

Tanggården Skoven blev genopbygget i ca. år 1740 – i en tid med stor mangel på byggematerialer – efter at den gamle gård fra 1500 tallet var gået i forfald. Bønderne havde forladt området under sandflugten i 1650-1720, og begyndte så små at flytte tilbage til det tilsandede område omkring 1740. Tilbage til en egn, hvor kun marehalm kunne gro. Den fattigste egn!

Beboerne på Læsø sydede salt fra vikingetiden og frem til ca. 1650, og fældede desværre al skov for at skaffe brænde. Der opstod derfor fra ca. 1650-1720 en voldsom sandflugt, som lagde en metertyk dyne af sand over Østerby-området.

I området ved Østerby måtte folk forlade deres gårde og flygte, sandet lagde sig op til under vinduerne. Nogle lod huset stå, andre brændte det af, og enkelte skilte bindingsværket ad, og tog tømmeret med sig som grundlag for et nyt hus et bedre sted – midt på øen.

Landbruget havde umulige vilkår i denne periode, og Læsøboerne fandt det ikke attraktivt at være landmænd i den tid. Køer og får blev sendt i “udmarken” for selv at søge føde, og befolkningen levede et yderst nøjsomt liv.
Men midt i 1700 tallet begyndte marehalm og siv så småt at vokse igen i Østerbyområdet og nogle af de fattigste bønder valgte at flytte tilbage. Vi kalder dem “nybyggerne i Østerby”, for de startede bogstaveligt talt på bar sandmark, som de selv skulle opdyrke.

De prøvede lykken – og byggede sig et lille hus på 3-4 fag og tog sig et stykke jord – uden at spørge nogen. Først i 1782 fik de formelt tilladelse til at tage sig stykke jord, hvis de inden for højst et år byggede sig et hus. Ellers måtte de aflevere alt igen.

De fleste mænd på Læsø tog på havet for at få en indtægt. De sejlede i 1700 tallet langfart – bl.a. til Amerika, mens de efterlod kvinderne hjemme med ansvaret for landbrug, håndværk og driften af gården og omsorg for familien. Læsø udviklede sig til et matriarkat, hvor kvinderne overtog driften af øen, og var yderst aktive i husbyggeriet og var den primære arbejdskraft, når der skulle lægges tangtag.

Der strandede i perioden 1700 – 1880 over flere hundrede store fragtskibe, hvilket blev en solid og velkommen indtægtskilde. Tømmeret herfra var nødvendigt i husbyggeriet, og der kan genfindes master, årer, bjælker mv. i byggeriet af tanghusene i Østerby. Der var ingen havn på Læsø og dermed ikke adgang til byggematerialer udefra. Man sagde, at der gik 14 gode strandinger til en tanggård.
I laden på Tanggården Skoven kan man se spær, som er gamle skibsmaster med årstal på.

Når mændene endelig var hjemme, beskæftigede de sig stort set kun med strandingerne, som var en vigtig indtægtskilde at redde de strandede skibe. Så kunne man både få en betaling for at bjærge lasten eller redde skibet, sælge strandingsgods – og have de overlevende søfolk på pension. En slags bed&breakfast udviklede sig, og en del stuer blev bygget til ophold for disse søfolk.

Tanghusene er bindingsværkshuse bygget af strandingstømmer og murfelterne -som kaldes tavl – består af ler fra Læsøs undergrund, som blev klinet fast på håndskårne pinde omviklet med ålegræs.

Omkring år 1550 – måske før.. – begyndte man at lave de første tage af ålegræs, som drev i land efter blæst – og blev bjærget og tørret. Tangtaget blev lavet af ålegræs, som blev viklet til meterlange “vaskere”, dvs. en stor favnfuld tang, som bliver vredet hårdt og hvor man trækker en hale af ålegræs ud, tykt som en arm og stærk nok til at trække en bil. Halen af tang anvendes som et “reb” til at binde vaskerne fast til de 3 underste lægter på tagkonstruktionen. Dette er teknikken i Østerbyområdet.

I den rigere egn omkring Bangsbo-Stoklund kan man se endnu ældre tanghuse, bygget i en rigere periode i 1600 tallet. Området blev ikke ramt af sandflugten i samme omfang – og de rigere bønder havde råd at købe rigtigt savskåret tømmer til at bygge mere solide huse, lange og harmoniske . Disse står i skarp modsætning til de små tanghuse og gårde i Østerbyområdet, som er præget af knopskydning. Her er det tydeligt at hver gang man fik råd til 1-2 fag mere byggede man nogle få meter til..

Tanggården Skoven er således bygget i 16 omgange fra 1740 – 1920, og bestod oprindeligt nok af 3 små huse.

Livet i tanggården gennem 300 år kan man læse mere om HER.
Hvordan Johanne Marie som 72 årig i 1822 tænkte, at hun hellere måtte gifte sig for at sikre pasning på sine ældre dage – og giftede sig med Svend Mortensen på 25 år – der sikkert tænkte at her gjorde han et godt og klogt parti. Det kan man kalde et fornuftsægteskab.
Johanne blev 86 – og da hun døde arvede Svend gården, men blev aldrig gift igen.