Guide til Oplevelser på LÆSØ

Som gæst på Læsø har man både hav, natur og himmel fuld af muligheder for oplevelser og aktiviteter – som er fine, nærværende, aktive, hyggelige.

Fælles for mange af oplevelserne er, man tager erindringen med hjem som en følelse, der kan mærkes når man tænker på den. Måske går tiden bare lidt langsommere her, og giver plads til at nyde, opleve og mærke. At glædes over det store i det små – eller overraskes over, hvor små vi er i det store.

Hvis man ønsker at opleve det smukkeste og mest fantastiske af Læsø er her vores helt personlige guide, som man kan plukke fra:

I ØSTERBY-OMRÅDET

Naturen – i Danzigmann / Syren længst mod øst. Her kan du vandre uforstyrret på strande, på Bløden hale, i strandengene, og nyde himmel, fugle, planter, køer og får der er “ansat til at lave naturpleje” og spise natur,
Fylde rav i lommerne, kaste smut om kap med ungerne, bygge sandslotte, se de meterhøje traner spankulere omkring.

Måske finder I fårehyrden, som kommer forbi med en flok får – sammen med sin dygtige fårehund, der holder styr på hele flokken.

Østerby Havn, hvor de morgenfriske kan redde sig en pose jomfruhummer. Andre glædes over et besøg hos fiskehandler Thorsens fiske-udstilling, de lune fiskefrikadeller og verdens bedste fiskefileter.

Tanghusene er et unikke, og det eneste sted i verden de findes er på Læsø! De ligner Hobbit-huse med metertykke tangtage, de ældste tage er fra 1700 tallet, de nyeste fra i år. Gå, cykle eller køre en tur på Tanghusruten i Gl. Østerby – eller i Bangsbo-Stoklund – med et kort over ruten i hånden.

Hedvigs hus på Linjevejen er et godt sted at starte sin rundtur på tanghusruten. Her driver en lille gruppe frivillige et mini-museum, hvor man gerne må komme tæt på. Nogle dage er der åbent hus og rundvisning og regelmæssigt er der “fortælleaftenener”.

Ægirs have i Østerby, hvor man kan købe skønne krydderurter og grøntsager, – avlet med kærlighed. Lige bag Ægirs have er Tanglabyrinten, landskabskunst bygget af landart-kunstner Herb Parker i 2016 af 300 år gammel tang. Prøv enhyggelig tur gennem labyrinten.

MIDT på LÆSØ

Byrum er centerbyen med Superbrugsen, fantastisk slagterbutik med lokale produkter, som to friske slagtersvende har åbnet i 2019, apotek, skole, kommunekontor, maler, tøj/mode, Nordjyske Bank, ejendomsmægler, sommerhusudlejning, idrætshal, cafe, restaurant Bakken, politistation, Falck-station, plejehjem, nyt børnehus/vuggestue. Tænk, så komplet en by på en ø med 1800 indbyggere! Kom med på byvandring! Og spørg endelig, hvis I vil se institutionerne, hvis I overvejer om Læsø er noget for jer…

OG – her er også Kunstudstilling i Luddes hus, Læsø Museum, Læsø kirke med flotte kalkmalerier.
Det er også et must at tage en tur op i skomager Thorvald Hansens tårn, som han selv byggede i 1908 fordi han ønskede sig et tårn. Herfra er der udsigt næsten hele øen rundt.
Den kæmpestore legeplads må også gerne benyttes.

Onsdagsmarked på Markedspladsen er et tilløbsstykke, uanset om mangler noget. Kom i god tid, for der er meget at se og smage.

Lidt mod nord af Doktorvejen finder vi Læsø Tang, hvor Rie sælger spændende produkter baseret på det reneste tang, fisket fra havet omkring Læsø. Et spændende besøg værd, ring gerne og lav en aftale hvis I er en gruppe. Og man må smage..

Lige syd for Byrum er Storhaven – som er et landbrug/besøgssted med fritgående dyr man må hygge med, plads til leg. Det er gratis, og til gengæld kan man så købe den skønneste hjemmelavede is, kaffe og hjemmebagt brød eller lidt ost, æg og pølse og finde et fredeligt hjørne i cafeen eller rundt om i haven, mens børnene hygger sig. Det kan blive vanedannende…

Fortsæt lidt mod syd til Saltsyderiet som producerer den skønne Læsø Salt. Man kan her se – og få en fortælling om hvordan saltvand sydes over sagte ild og bliver til smukke fnuglette saltkrystaller. Det er gratis, – men til gengæld er det sjældent nogen går tomhændede fra butikken med de mange skønne saltprodukter. Børn kan prøve selv at syde salt og få en lille pose med hjem. Og naturligvis må man spise sin madpakke her, hvis man ikke fristes af pandekageboden.

Rønnerne er det skønneste åbne naturomåde syd for Læsø, med strandenge der fra tid til anden oversvømmes af havet og efterlader saltvand der opkoncentres i jorden så man kan anvende det til at syde salt.
Man kan gå og ride skønne ture her, hvor Krogbækgaard arrangerer rideture – for både begyndere og øvede.
Rønnerbussen kører normalt to ture dagligt, og bringer gæsterne helt ud i en natur, men sjældent har set mage. Lilla og grønne tæpper af strandsastilbe og kveller, kendt som salturt, kødædende soldug og vibefedt, plettet gøgeurt.
OG forsigtigt kan man grave ned til de gule engmyrer som bor i vandtætte myretuer, de smager at citron – det MÅ man da prøve.


Guiden på Rønnerbussen holder prøvesmagning på de gule engmyrer

Læsø Antik og Retro, lige sydvest for Byrum på Tørkerivej – kunne også have heddet: Læsø Antik, retro, isbod, Grillbar med lækre bøffer af lokale køer, kamelfarm, minigolf og hoppeborg mv. Men der var ikke plads til bogstaver nok på det kommunale skilt, efterhånden som virksomheden har udviklet sig – til ejerens ærgrelse. Her kommer store og små, hygger og spiser. Det er måske for større børn end Storhaven.

NORDKYSTEN

På Nordkysten fra Vesterø til Østerby er der den forunderligste natur. Man kan gå og cykle langs kysten på de gamle redningsstier. I bil må man tage de smukke små veje, der har mange små sideveje til kysten med fine parkeringspladser, borde og bænke.
Holtemmen er en favorit, med både klitskov, mose, eng, lynghede, klit og strand tæt forbundet. Botanik og dyreliv er enestående, og en tur på hængebroen over mosen til stranden en skøn oplevelser. En gåtur herfra langs stranden til Storedal og retur langs heden på et par timer kan varmt anbefales. Stiene kan være fugtige – så godt fodtøj!

Storedal – et skønt udflugtsmål – med dybe dale, spændende natur og en kort gåtur til den dejlige strand. Pigerne på Læsø morgenbader her!
På Storedalsvej er Storedal Naturcenter, som frit kan benyttes. Her er bålplads med brænde, borde/bænke, udstilling om området, toiletter og man kan se den Brune BI i sit bo, sikkert gemt bag en glasplade.

Næste stop er Horneks, midt på kysten. Her boede hummerfiskerne helt op til 1960 i 4 m2. små hummerhytter med tangtag om sommeren, mens de fiskede hummer om natten og om dagen gik til Vesterø og solgte dem.

Ved Horneks er der en kikkert,, hvorfra man kan betragte de sæler, der ofte soler sig på det store sten langs kysten. Edderfugle er også hyppige her. Et lille stop ved Åkandesøen 100 meter fra stranden, og se de sorte Galloway køer græsse. De spiser alle de birketræer og småbuske, der helst skal holdes nede.

Mellem Storedal og Horneks findes det mest særprægede landskab af indlandsklitterne HøjSande, op i 26 meters højde. Store parabelklitter og Foldgårdssøen, store klitter med rensdyrlav og skønt mos, enekrat og hede.

Syd for nordkysten er de smukkeste skove, ejet af Naturstyrelsen.. Nogle steder får de lov til udvikle sig til “urskov” igen, andre steder græsses de for at pleje dem. Man må færdes her frit, også i bil, – hvilket er usædvanligt for statsskove – og plukke kantareller.

VESTLIGE LÆSØ

Mod Vest findes Vesterø – med færgehavn og sejlbåde, hoteller og restauranter/cafeer, Fisketorvet, butikker, Mormors Ishus og Motens skønne fiskebutik . Feriestemning!

LÆSØ KUR er et dejligt wellness center, som er bygget med afsæt i det gamle kirketårn. Nyrenoveret byder det velkomment til saltbade, massage og wellness-behandlinger, udespa og sauna og varmtvandsbassiner. Grupper kan bestille særarrangementer.

Strandvejen mod syd fører forbi Strandgården, der byder på spændende menuer – og kaffe i haven! Et stop ved den røde Vesterø Kirke er et godt valg til et besøg, med nyrestaurerede kalkmalerier

Langs hele vestkysten findes de skønne hvide strande, børnevenlige og med ret lavt vand. Ingen ishuse, men rene toiletter. Disse strande vælger de lokale også. Følg skiltene fra strandvejen og tag selv proviant med, for her er ingen råbende sælgere, ishuse eller turistboder.

En lang smal Ø, Stokken mod syd er adskilt fra hovedøen af en smal vandrende. Man kan vade over, med bukserne i hånden eller smøget godt op! Stokken har en nærmest tropisk dejlig strand, med hvidt sand, turkisblåt vand og fast sandbund. Kun få finder helt til Stokken , men glæd jer!..

Fra parkeringspladsen følges vejen mod vest til Fannemands færgen, en trækfærge der med håndkraft trækker dig over så mange gange du orker. Skønt fugleområde, med strandeng.

ØVRIGE AKTIVITETER

I højsæsonen er der fodboldkampe mellem de lokale og turisterne, følg med på facebook.

Onsdage kl 19 er der fælles aftensang på havnen, skiftevis i Vesterø og Østerby. Et improviseret orkester i et mix af lokale og turister spiller til, ofte over 200 gæster hygger sig med sammen at synge solens ned.

Følg med på Facebook og Visit Læsø , hvilke aktiviteter og begivenheder, der er i jeres ferie.